Undskyld, jeg skriver på en søndag, Lilla :D

Jeg undskylder for det udeblevende indlæg i går (meeen jeg er vist ikke den eneste, da der ikke er blogget her siden i onsdags.. hmm...) Jeg mener dog jeg er undskyldt. For der var jo lige ...ELEVSTÆVNE!!! Alt for nice!! Og hvor var det fantastisk at se 'de gamle' igen... Lørdag tog jeg en afhopper til et halvmaraton i Tønder!! Og selvfølgelig havde vejret bestemt sig for at blive meget varmt... På vej derhen i bilen var jeg vildt nervøs, og jeg rystede nærmest. Jeg følte mig pinligt uprofessionel, når jeg så på de andre toptrænede mennesker med løbe-solbriller, svedabsorberende, fancy løbetoppe, sportssokker, vand-bælte og energibarer, og sammenlignede med min egen LME-trøje, billige Føtex-løbesko og fedtede lakrider i lommen, hvis jeg skulle gå helt kold :P For at sige det ligeud: Det var p****hårdt!! Især på grund af varmen. Og tempoet var heller ikke ligefrem slow... Der var vanddepoter på ruten, men ikke nok, for det var ulideligt varmt, og der var ingen skygge. Efter 10 kilometer viste mine sko sig fra discount-siden og jeg fik 3-4 vabler på hver fod. Men jeg kunne jo ikke så godt stoppe og få plaster på. Fra 12-17 kilometer var de hårdeste, og jeg tænkte hele tiden: "Jeg giver op! Jeg kan IKKE MERE!!" Men så tænkte jeg på min idrætslærer på gymnaiset, der interesseret havde spurgt ind til halvmaratonen og gerne ville have min tid at vide. Det ku være det pyntede på karakteren :D De sidste to kilometer overhalede jeg mange, der var gået fuldstændig død, fordi det var så varmt. Synd for dem! :S Jeg nåede at tænke mindst 50 gange "det her gør jeg ALDRIG igen!", men da jeg nåede i mål og sad på en stol, var det en mega fed følelse!! Sådan et adrenalinkick er 100% bedre end stoffer. Og tilmed meget sundere ;) Min tid blev 2 timer 1 minut og 46 sekunder, og jeg kom ind som nr. 6 kvinde (og nr. 82 i det hele) Jeg kan dårligt nok gå nu, og mine lårmuskler truer med at bryde ud af benet. Men jeg gjorde det! Og et mere punkt på min "50 things to do in a lifetime-liste" kan nu få et flueben...

Hvor var det trist at synge med elevkoret for sidste gang. Jeg blev nødt til at mime til de sidste 7 sange, fordi det simpelt hen bare var for sørgeligt. Følte mig pinligt berørt over at stå på forreste række, når jeg så alt andet end festlig ud, og prøvede at holde min dirrende underlæbe i ro. Life goes on... Men hvor ville jeg gerne tage et år til... *suk*