torsdag den 8. november 2012

Kvickly-medarbejder for en dag

OD-dagen kom og gik, og for mit vedkommende foregik den i selveste Kvickly. Jeg blev iført en rød Kvickly-sweatshirt, og så var det ellers lige på og hårdt. Første opgave bestod i at pakke 10000000 par strømpebukser ud og hænge dem på plads. Tænk, jeg vidste ikke, at der fandtes så mange forskellige slags! Man kan endda få strømpebukser, der giver bagdelen mere fylde (!) Wauw, hvor er jeg blevet klog. Jeg havde dog ondt af de stakkels forvirrede kunder, der lyste op ved synet af mig og håbede at få svar på deres spørgsmål, hvad enten det var "koster alle disse trusser 10 kr?" eller "hvor kan man finde et stegetermometer henne?" I starten improviserede jeg bare og håbede, at jeg svarede nogenlunde rigtigt, men så blev jeg betænkelig. Det ville se ret sort ud, hvis Kvickly fyrede mig uden at jeg overhovedet var ansat! Da den femtende kunde havde henvendt sig, var jeg grædefærdig og ulykkelig af at slukke deres håb om hjælp. Jeg havde lyst til at råbe: "Kan I ikke SE at jeg er lige så forvirret og uvant til dette sted som I er?" Men så gik det op for mig, at det måske netop var det, de ikke kunne. Det varmede da lidt - og jeg følte mig lidt pro, da jeg rent faktisk vidste, hvor den søde mormor kunne finde handsker til sine børnebørn...