lørdag den 8. oktober 2011

Hyggen er hjemme

Chokoladebollerne er i ovnen, musikken er sat på, og mor laver eftermiddagskaffe. Hygge, hygge, hygge!! Det er bare det bedste ved efteråret. Efteråret er den mest fantastiske årstid, jeg bliver altid i vildt godt humør, når bladene falder, vinden rusker (bare det ikke er overdrevet) og man kan gå rundt i haven og spise sig fed i nedfaldne æbler. Dæjligt!

For et par dage siden, skulle jeg møde et modul senere, og cyklede derfor ind i byen på et meget menneskedødt tidspunkt. Brostenene var glatte, og jeg var på vej op ad en bakke. Pludselig kom en kvinde på knallert fræsende oppefra. Hun så ikke ud til at have den fjerneste kontrol over monstrummet - og min mistanke om dette, blev bekræftet, da hun væltede med knallerten over sig. Jeg så mig omkring, og opdagede til min rædsel, at der ikke var andre mennesker end mig i nærheden. Hvad gør man så? Parkerer sin cykel midt på cykelstien, og trisser hen til kvinden, der ligger og ømmer sig. Der står jeg så og siger "æææh.." på en yderst intelligent måde, indtil jeg heldigvis får assistance af to udlændinge fra den nærliggende frisør. Men kvinden (omkring de 35) er bestemt ikke i det hyggelige hjørne, og vrisser, snerrer og mumler noget vi ikke forstår. Vi fjerner knallerten, og jeg står dumt og holder den, mens hun kommer på benene. Hun sender os et olmt blik, som om det var os, der havde væltet hende af knallerten, mumler et "tak for hjælpen", ømmer sig lidt mere, og smutter. Tak for lort.

Næste uge står på studieretningsuge, og jeg skal kun have 3 fag: engelsk, tysk og spansk. Love it. Lutter sprog = ingen matematik, ingen fysik, ingen kemi, ingen... ja, I har fattet det, ikke? Og hvad bedre er, jeg har fri HELE tirsdag. Spørg mig ikke hvorfor, det er en pænt lang forklaring.


Nå, det ser ud til at kaffen er klar - vi har fået et interessant kiks/honning/sirup/kondenseret mælk-kage af mine bedsteforældres ukrainske venner. Det bliver spændende. Hov, uret bipper, det betyder 32 stk. færdige chokoladeboller... Mojn!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar